Glocalbeer

3 drenge fra Handelshøjskolen i Åbenrå har startet brygbudene.dk.Formålet er, som mange andre i branchen har forsøgt, at levere øl, i dette dansk mikrobryg, direkte til døren. BrygBudene kunne løse denne opgave? Det er naturligvis svært at spå om, men det der taler for det er, at de er unge med den energi der skal til at banke en forretning op, at timingen er god, dels grundet de mange bryggerier der søger distribution og dels at nethandlen i dag er moden og stadig i vækst. Derudover er den generelle kvalitet på dansk øl efterhånden så god, både hvad angår minimering af fejl og smag, at det er lettere at finde øl af god kvalitet med ingen fejl. Tænker man bare nogle år tilbage i tiden var der mange fejl øl og det skaber naturligvis problemer, hvis man sælger en sådan øl!
Konceptet bag BrygBudene er, at kunderne køber forskellige abonnements størrelser hver eller hveranden måned og får leveret 3-6 nye øl, som deres eksperter vurderer som interessante. På den måde kan kunden opleve øl fra hele Danmark hjemme i egen dagligstue. Senere vil det blive muligt at fravælge forskellige typer øl. Det vil være muligt at fravælge abonnementet i forbindelse med ferie, hvilket giver kunden fleksibilitet. Øllet og bryggerierne vil være beskrevet og vedlagt forsendelsen.

I en, for mange mennesker, travl hverdag og med den store interesse for øl i Danmark og for dansk øl, er det klart at der er plads til BrygBudene. BrygBudene løser ikke kun problemet med sende øl fra bryggeri til hjem, det sparer også kunden for tid, samtidig med, at det udbreder viden og information om øl og bryggerier i Danmark. Ligeledes er der eksperter der har truffet valg af øl, så man slipper for den, til tider uoverskuelige proces, med at finde de interessante øl.
Tænk engang at man kommer træt hjem fra arbejde en Fredag og så står der en sending udvalgte øl, med informationer vedlagt, lige til at fordybe sig i! Det lyder som en drøm!

Har været en tur i Netto, hvor jeg købte en” hyldest øl”l til den Tjekkiske forfatter Bohumil Hrabal som bliver brygget på bryggeriet i Nymburk. Det er faktisk første gang at jeg finder en øl fra dette bryggeri acceptabel. Den er, let i strukturen og smagen er let sødlig med et diskret modspil fra den ristede malt der giver lidt karamel toner. De kalder den selv en classic, dvs. en blanding mellem en dunkel og en pilsner. Høj drinkability, men jeg foretrækker lidt mere bitterhed, som man finder det i  f.eks. øl fra Bernard bryggeriet.

En lille anekdote der knytter sig til personen øllet hylder, Bohumil Hrabal, er at han faktisk havde sin gang på en af Prags bedste ølstuer og måske det bedste Pilsner Urquell værtshus i verden, U Zlatého tygra ( Den Gyldne Tiger)!  Her mødte han Bill Clinton and Vaclav  Havel, M. Albright, General Shallikashvilli, og Alexander Dubcek.

For mange, mange år siden besøgte jeg første gang U Zlatého tygra. Ølstuen var svær at finde og det var svært at finde en plads, da man endelig fandt den. Men når man endelig havde fundet en plads, kom det mest vidunderlige Pilsnerøl af sig selv. Man behøvede ikke at bestille øllet, det kom af sig selv! Mens vi sad der og nød vores øl, fik vores “naboer” serveret noget ost der så meget interessant ud. Vi spurgte hvad det var og de fortalte at det var PIVNÍ SÝR, øl ost. Den består af en lagret blød skimmelost, hakket løg og sennep som man blander sammen med en sjat øl, hvori man dypper kedeligt tjekkisk brød i. Det smager fantastisk og det mætter og fremmer tørsten!

Agenten, IPA Ekstra                                                         Her er en sjælden øl! Bryggeriet beskriver deres øl som “Lidt mere end bare en IPA, men ikke mere end den kan nydes af alle der kan lide velhumlet øl.”. Og jeg må give dem ret! Ufiltreret amerikansk inspireret IPA med en rigtig god humlesmag og en balanceret bitterhed. Den er ikke bitter for at være bitter, men bitter fordi det hører sig til i en IPA. Det er smagen af god frisk humle der dominerer og giver associationer til fyrnåle, citrusfrugter og nyslået græs.  Det er netop her jeg mener at skillelinien mellem de gode og dårlige IPA’er er. Det er som om, at de gode bryggere af IPA ‘er er bedre til at trække smagsstofferne ud af humlen, hvorved nuancerne i humlen kommer frem i øllet. 

Håndlageren Imperial stout                                               Skum og fylde i orden, god balance i øllet – ikke for bitter, ikke for sød. Bag det hårdt ristede malt/byg, fornemmer man tydeligt humlen, der giver et “grønt” modspil til det hårdt ristede malt og noterne af lakrids.

En rigtig god og velbrygget moderne tør stout. Den har en god stout smag med en god bund. Humlesmagen giver et ”friskt” modspil til bitterheden fra en hårdt ristede malt og de kaffe/lakrids noter. 

Overhovedet, French stron Ale                                          Meget kompleks øl med massere af smagsindtryk uden at det på nogen måde at blive noget rod! Der er nærmest tale om hedvin (portvin eller sherry). Uklar fint skum med stor fylde og en fin balance mellem sødme og syrlighed og en begrænset bitterhed der kommer i afslutningen.  Den høje alkoholprocent på 12 vol. pct. fornemmes ikke. Smagen er kompleks med toner af rosiner, chokolade og en anelse pomerans

Selv om jeg ikke bryder mig om disse typer øl er Overhovedet en fin øl, som dog efter min smag godt kunne have lidt mindre sødme. Men kæresten sagde, at den var tilpas og vi talte lidt om hvor godt denne øl ville gå til et ostebord med gode lagrede skimmeloste

Carlsberg har med Semper Ardens Wiener forsøgt, at introducere wienerøllet til det danske marked. Det er de dog ikke sluppet heldigt fra. For det første er det tvivlsomt om man overhovedet kan karakterisere øllet som en wienerøl. Farven er ok, men smagen er alt for sød, og eftersmagen er decideret ubehagelig. Sødmen kommer fra brugen af maltsirup som er en ingrediens jeg mener aldrig har hørt hjemme i en wienerøl. For det andet skal en wienerøl ikke dufte af ”smørbagte småkager” som de skriver på etiketten. Det er en meget korrekt beskrivelse, men den er meget vammel. En wienerøl skal have toner af karamel og ikke af ”smørbagte småkager”. Det er sørgeligt, at en brygmester på Carlsberg, med sin lange uddannelse, ikke kan brygge en wienerøl. Skulle en brygmester på Carlsberg bruge sine kreative evner, hvis de eksisterer på en wienerøl der er mere humlet end kagesød. Det er også mere oppe i tiden. Jeg kan oplyse at sidst jeg fik en wienerøl, var på Malmø bryghus og den sad lige i skabet

Jeg sad for nogle år siden med ansvaret for Dansk Retur System hos en af Danmarks store importører. Jeg husker det som værende, tiltider enormt frustrerende med al den administration og de problemer der var med systemet. Men på den anden side stod det mig lysende klart, at den virksomhed jeg var ansat i havde en konkurrencemæssig fordel ved systemet, idet virksomheden havde råd til at ansætte en administrativ medarbejder til at varetage det. Vi kunne holde garageimportører nede. Jeg tænkte tit på de samlede omkostninger der blev brugt i branchen til at opretholde dette system (administration, påsætning, dårlige returflaske maskiner) og hvorfor der skulle være forskel på øl/vand importører og vin importører.

Kritikken af systemet og Carlsbergs indblanding/ejerskab (hovedaktionær) i systemet, gjorde, at jeg blev kontaktet af Dansk Retur System om udviklingen af et nyt returmærke. De ønskede ikke at udvikle det med Carlsberg, da det ville medføre for meget ballade branchen. Dansk Retur System var udemærkede klar over at Carlsbergs tilstedeværelse i Dansk Retur System ikke var særlig smart for deres omdømme. Da samarbejdet omhandlede et af de største udenlandske brands på det danske marked, takkede jeg naturligvis ja til samarbejdet, da det jo kunne give os en konkurrencemæssig fordel for virksomheden. Jeg undrede mig meget over, at man havde valgt endnu en klistermærke løsning, dvs. at man på små partier øl skal have et klistermærke påsat etiketten. Det stod mig efterhånden lysende klart, at der var en stor aktør der havde en særlig interesse i dette system og det var Carlsberg. Carlsberg er interesseret i at have kontrol over de markeder de befinder sig på og Dansk Retur System var en måde hvorpå de kunne forhindre en invasion af øl til det danske marked. De små råbte op om fejlene i systemet men lige meget hjalp det. Danske ølentusiaster prøvede at kritisere systemet uden held, og var der problemer med ølentusiasterne, åbnede Carlsberg bare de historiske bygninger i Valby og hanerne og fortalte en historie fra de varme lande. Jeg tror faktisk det er en del af Carlsbergs strategi overfor ølentusiasterne! De laver et fantastisk stykke, ukritisk, arbejde for Carlsberg, for en billig penge.

Det der skal til for at ændre Dansk Retur System er, at der formuleres en returflaske strategi af de små i branchen. Ud med det administrative bøvl og lad importører af øl få de samme betingelser som importører af vin. Forbrugerorganisation Danske Ølentusiaster skal køre hårdt på Danske Retur System med, at de begænser konkurrencen og mangfoldigheden af øl på det danske marked samtidig med at de gør produkterne dyrere. Når de formulerer denne kritik ligger der en indirekte kritik af Carlsberg rolle i Dansk Retur System som de må forholde sig til. Men det nytter ikke, man tager med den ene hånd og giver med den anden. Det er enten eller!

En sidste ting jeg mener der kunne gøres var at føre en sag ved EU mod Dansk Retursystem om at konkurrenceforvride ølmarkedet i Danmark. Hvis EU ønsker at det indre marked skal realiseres, kan man jo ikke have et lille land som Danmark til at lave deres egne særregler. Vi kunne jo i princippet har indført tyske returregler så havde hele det tyske øl marked været åbent for danske importører. Men der var nok en aktør på det danske marked der ikke var interesseret i denne situation.

I en lille lejlighed på Frederiksberg, en kold vinteraften i 1989, sad jeg i et selskab. Pludselig faldt snakken på øl. En fortalte om øllet i Prag. Han fortalt at en ½l øl kostede under 1-1½ kr., at når man gik ind på en ølstue og havde fundet en plads, så kom øllet af sig selv, at øllet var helt fantastisk og at ølstuerne var gamle og rustikke indrettet, nogen med hvide hvælvede lofter. På det tidspunkt, drak jeg min øl på steder som Blågårds Appotek på Nørrebro i København, hvor de serverede Pilsner Urquell, 90’eren på Gl. Kongevej Frederiksberg, som er kendt for deres slowbeer, cafeen i Huset i Magstræde, der lavede en god half & half, på Charlies Pub der serverede Hancok fra fad og John Bull Pub der serverede, Guinness og Kilkenny.

Efter den aften besluttede vi os for at tage til Prag, og i påsken 1990 tog vi nattoget til Prag. Vi ”landede” i en mørk og regnvåd by på trist en mennesketom beton banegård, om morgen 6 april kl. 4.45. uden en tjekkisk mønt på lommen. Det var før hævekortets tidsalder, så den eneste mulighed for at veksle penge på den tid af døgnet var på et hotel. Vi besluttede os derfor at tage indtil centrum for at finde et hotel og da vi stod på stationen, med rygsække, foran kortet over byen og prøvede at orientere os, kom en sød dame hen til os og spurgte, på tysk, om hun kunne hjælpe os. Vi spurgte hende, hvordan man kom til centrum og hvor man købte biletter. Hun fortalte at der gik en metro til centrum og at vi ikke kunne købe billet på denne tid af døgnet og at vi for øvrigt ikke skulle bekymre os billet. Jeg fandt senere ud af, at en metrobillet kostede 20 øre så var vi blevet taget uden billet, havde en bøde nok været overkommelig.

Vi fandt metroen og 10 min efter stod vi af på stationen Nam. Replubliky. Jeg husker tydeligt da vi kom op på pladsen. De mange smukke bygninger det gule lys der spejledes i de våde gader, en Skoda der brød stilheden med dens karakteristiske lyd. I det fjerne hørtes en sporvogn accelerere og kører i retning væk fra os. Der var nogen der sloges på pladsen ellers var den den mennesketomt. Vi var trætte og gik ned af de små gader for at finde et sted hvor vi kunne få noget at spise og få vekslet penge og ikke mindst et sted hvor vi kunne få et værelse. Alt var optaget på hotellerne i centrum, men vi fik dog vekslet lidt penge sort af portieren på det smukke Hotel Pariz, hvor vi indtog en fantastisk morgenmad i hotellets smukke restaurant. Derefter hoppede vi ind i en taxi der kørte os ud til et gammelt socialist hotel i udkanten af byen, Hotel Solidarita, hvor vi tjekkede ind og da vi havde pakket ud, lagde vi os til at sove. Efter et par timers søvn tog vi metroen til centrum. Vi gik rundt og ledte efter nogle af de fantastiske ølstuer som vi havde hørt om den aften på Frederiksberg. Man skal forestille sig et kommunistisk land lige efter murens fald, så det med at reklamere eksisterede ikke. Man skulle gå efter røgen og lyden!

Efter lidt søgen fandt vi en Budvar ølstue ved navn u Medvidku (De to bjørne), der ligger på adressen Na Perštýně 7 i Prag 1. Vi gik ind og fandt en plads i det store aflange lokale med hvidt hvælvet loft, mørke rustikke træborde, stole og bænke og en masse folk der diskuterede højlydt på et sprog vi ikke forstod. Midt i lokalet var der placeret en hestevogn. På endevæggen hang en stor træbund fra en stor øltønde med påskriften ”Budvar”. På den ene side var der en lang udskæringsbar, med et smukt fadølsanlæg dekoreret med en messingfigur af to bjørne. En tjener klædt i sorte bukser, hvid skjorte med overskæg skænkede fadøl op. Det tager lang tid at skænke en øl i Tjekkiet og det er udskænkeren der bestemmer hvornår øllet er klar til servering. Han bygger øllet op ved at dreje bestemt, men med følelse på en hane, så øllet ikke flyder over i glasset, hvorefter han stiller det til side til skummet er faldet sammen. Denne proces fortsættes 3-4 gange til forholdet mellem øl og skum er i orden dvs. ca. 1/5 – 1/4 del skum. Han skænker en lang række øl op ad gangen og med tjekkernes tørst er det fast arbejde.

Jeg havde endnu ikke fået min første øl i Tjekkiet, men jeg kunne lide hvad jeg så. Det var helt tydelig at her var der tale om meget gammel ølkultur som var meget langt fra den danske.

Der gik kun få minutter efter vi havde sat os så kom der en tjener, klædt i sorte bukser nystrøjet hvid skjorte, med seks halve liter øl i hver hånd. Uden at spørge, serverede han to velskænkede fadøl, gyldent med et kraftigt hvidt skum. Han tog to ølbrikker, lagde dem på bordet og stillede en øl på hver, hvorefter han tog en hvid blok med hvide sedler frem, satte 2 streger på den øverste og lagde seddelen på bordet. Så gik han videre til næste bord. Hurtigt og effektivt!

Vi var meget tørstige efter kold øl. Den lange togtur på 26 timer og de mange timer vi havde brugt på at finde et hotel, havde ”sat sine spor”, så vi glædede os helt vildt til en god øl, en øl vi havde ventet på siden en vinteraften i en lille lejlighed på Frederiksberg.

Vi sagde skål og god ferie til hinanden og tog stor slurk, stillede glassene tilbage og kiggede på hinanden og smilede. Øllet var bare skønt! Blødt, lækkert og indbydende. Ikke for bittert og ikke for sødt, men meget aromatisk humlet, skønt maltet, måske med en snert vanilje. Har senere læst, at det der skaber den gode smag i Budvar er, anvendelsen af Mæhrisk malt fra Hanasletten i omegnen af byen Olomouc, saazer humlen fra den tjekkiske by Zatec (på tysk Saaz), det bløde vand fra bryggeriets egen 300 m dybe brønd, den 90 dage lange lagring og ikke mindst serveringen. Jeg tog endnu en slurk af det herlige øl, denne gang for at se hvor meget jeg kunne drikke i en slurk. Øllet gled bare ned igennem svælget, halsen og ned i maven og læskede dejligt. Der var nu kun en slurk tilbage i glasset. Inden jeg havde fået drukket den sidste slurk kom tjeneren, med hænderne fulde af øl, hen til bordet og stillede en ny øl foran mig, satte en tredje streg på regningen og gik videre. Hurtigt og effektivt! Jeg var faktisk imponeret over deres effektivitet og hele deres kultur omkring øl. Man sætter sig ned og så kommer øllet af sig selv. Man bliver ikke afbrudt i de samtaler man er i gang med, fordi man skal op og hente øl. Måske er det derfor, at samtalerne kører højlydt på de tjekkiske ølstuer, der sammen med akustikken i de hvælvede lokaler, skaber den gode stemning.

Vi fik en øl til, betalte de 7 kr. for de 5 ½ l. øl vi havde fået.(til sammenligning kostede en ½l Tuborg fadøl 15 kr. ), gik ud og forsvandt ud i Prags våde brostensbelagte gader, hvori den gullige farve fra gadebelysningen spejlede sig i, på jagt efter flere øloplevelser.

US Brown ale i test

En engelsk øltype med oprindelse i 1700-tallets England, der dog, med Pale ale maltens introduktion i 1800-tallet, forsvandt, da bryggerne anvendte den nye lyse malt i brygningen i stedet for de mørke malttyper, derunder Brown ale malt. I slutningen af 1800-tallet fik Brown ale en renæssance i en version på 4 – 5 alc. Pct. Efter 2. verdens krig forsvandt de fleste stærkere udgaver af Brown ales fra markedet og de tilbageværende Brown ales var en svagere, billigere og sødere udgave.

Brown ale udviklede sig efterfølgende i tre retninger: en sødlig Brown ale med lav alkoholprocent, en nordøstengelsk Brown ale som Newcastle Brown ale og Samuel Smiths nut Brown ale, der er kendt for en nøddeagtig smag, samt en nord amerikansk Brown ale som er en mere humlet og tørrere Brown ale.

Sam Adams Brown Ale                                                                                                                 Nøddebrun farve med en kompakt, holdbar og beige skumkrone. Sporadisk kulsyreudvikling let uden at være tynd. God smag med en anelse sødme der blander sig med toner af nødder og karamel. En anelse bitterhed kan fornemmes i afslutningen. Byder ikke på den store modstand når den skal igennem systemet.

Alt i alt en rigtig fin Brown ale med god balance mellem de forskellige tilsætninger og til en pris på 12 kr. i Fakta er der tale om et super køb. Min vurdering er at den ligger mere over i den engelsk Brown ale tradition end den amerikanske tradition, grundet den manglende humlekarakter.

Jeg drak øllet meget koldt og det tror jeg gavner det samlede indtryk.

Anchor Brekle´s Brown ale                                                                                                                 Brun farver med en beige og hurtig aftagende kompakt skumkrone. Stor fylde med en meget markeret smag af mørk karamel med en nuance af chokolade. Smagen blandes med en tydelig markering fra den tilsatte humle (Citra) og denne smagsbalance forløber gennem hele indtagelsen, hvilket giver en kontinuerlig og kompleks smagsoplevelse. Eftersmagen er lang og intens.

En rigtig fin, kompleks og fyldig Brown ale som absolut ikke kan skjule sine vestamerikanske rødder. Øllet er godt balanceret og humlen ligger som en undertone i øllet og kommer ikke som et massivt indslag i afslutningen. Endnu et kvalitetsprodukt fra Anchor Brewing Company!

Købt i Fakta for 18 kr. hvilket, sammenlignet med Sam Adams Brown ale, er et par kr. i overkanten. To forhold der giver dette udslag. Anchor er et Østkyst bryggeri (ligger i San Francisco) og skal transporteres over USA modsat Sam Adams der er et Vestkyst bryggeri (ligger i Boston), hvilket selvsagt fordyrer produktet. Derudover bruger Anchor 3 led for at nå den danske forbruger (en hollandsk agent, en dansk agent samt COOP), modsat Sam Adams der bruger 2 led.

En herlig Bockøl med en balanceret maltet og let karakter uden at være tynd. En anelse sødme og lakrids i eftersmagen. Den høje alkoholprocent på 7 procent kan lige fornemmes.

Jeg elsker denne Bock og den beviser, at NB kan brygge fantastisk øl og de er et af de bryggerier i Danmark, der er bedst til brygge de forskellige øltyper. (deres tjekkiske pilsner og witbier rammer også plet!).

Allerede i det 11. århundrede opdagede benediktinermunke fra Burton Abbey, at det lokale vand var ekstraordinært velegnet til brygning. Op igennem middelalderen blev klosterøllet fra Burton-upon-Trent så berømt, at rejsende ligefrem lagde deres rute om byen for at smage øllet. England gennemgik i det 18. århundrede en hastig teknologiske udvikling og i 1712 blev Trent floden gjort sejlbar fra havnebyen Hull til Burton-upon-Trent. Byens nye status gav anledning til at de lokale bryggerier begyndte at eksportere deres øl. I 1777 købte William Bass et byhus på High Street i Burton-upon-Trent. Med huset fulgte både et malteri og et bryggeri. Med sin nyerhvervelse kastede William Bass sig over den eksisterende handel med specielt Østersøområdet, hvor Burton øllet kunne handles til tømmer, tjære og jernmalm.

I 1770’erne udbyggedes det engelske kanalnetværk. For Burton fik det især betydning, at byen blev forbundet med Liverpool, som var den vigtigste havneby for handel med de vestindiske besiddelser. De nye handelsmuligheder, kombineret med den stadigt mere udbytterige Østersøhandel, var ikke blot indbringende for Bass, men for hele Burton. De gode år fik dog en brat afslutning med Napoleonskrigene (1799-1815) og fastlandsblokaden. Den engelske Østersøhandel stoppede for aldrig at genvinde sin styrke og på få år faldt antallet af bryggerier i Burton fra tretten til fem. Heldigvis hørte man om en London brygger ved navn Georg Hodgson, der havde skabt en god forretning på at sælge Indian Pale Ale til den voksende engelske koloni i Bengalen. Bass og de andre Burton bryggerier begyndte at brygge IndianPale Ale og blandede sig i den lukrative handel. På hjemmemarkedet vandt Bass’ Pale Ales status hos middelklassen, der søgte et alternativ til arbejdernes mørke porter og stout. Denne udvikling blev forstærket da glasflasken muliggjorde, at man kunne nyde øllet hjemme, og ikke længere behøvede at ’mænge’ sig på pubberne.

Da de første jernbaner dukkede op i 1830erne, blev Bass’ strategiske placering i Burton-upon-Trent konsolideret. Byen lå mere eller mindre i midten af Storbritannien og kunne via jernbanen transportere øl ud til alle kroge af hjemmemarkedet. Da jernbanestationen St. Pancras blev bygget i London (1868-1877), var der sågar taget højde for, at de store fade med Bass kunne opmagasineres i stationens kælder. På sammen tid i 1876 registreredes Bass’ røde trekant som det første varemærke i Storbritannien. Trekantens oprindelse er lidt uklar, men det er sandsynligt, at den stammer fra de brændemærker som bryggeriet fra sin grundlæggelse anvendte til mærkning af sine fade. I slutningen af det 19.århundrede var Bass bryggeriet og Burton-upon-Trent verdenskendt for sit øl. Flere store London og Lancashire bryggerier åbnede afdelinger i byen, for at kunne trække på det gode navn. Men ingen opnåede større berømmelse end Bass Pale Ale, der efterlod et varigt minde i Victoriatidens England. Bass Pale Ale indfandt sig i britiske litterære værker af James Joyce, Ruduyard Kipling og Sir Walter Scott og blev desuden foreviget på malerier af store kunstnere såsom Edouard Manet, Toulouse-Lautrec og Picasso.

I takt med videnskabeliggørelsen af brygningen i 1880’erne, blev Burtons vand genstand for flere studier. Ingen havde tidligere klargjort, hvad det egentligt var, der gjorde Burton vandet så velegnet til brygning af ales. Først da to britiske videnskabsmænd Combrune og Richardson fik analyseret indholdet af vandets salte, blev det gjort klart, hvorfor vandet havde stor indflydelse på kvaliteten af øllet. Burton vandet udmærkede sig ved et højt indhold af salte, der havde positiv indflydelse på mæskningsprocessen, samt på øllets klarhed og bitterhed. På baggrund af denne analyse, fandt man senere ud af, at man kunne efterligne vandets egenskaber ved at tilsætte de relevante salte. Denne teknik kaldes stadig at Burtonisere vandet.

Trods muligheden for kunstige efterligninger, er det lokale vand stadigt et vigtigt aktiv for Burton-upon-Trent. Derfor har man fra tidlig tid været opmærksom på at minimere brugen af kunstgødning og pesticider omkring byen. I dag er der faktisk gennemført et decideret forbud mod anvendelse af disse kemikalier på egnen. Som konsekvens er dyrelivet omkring Burton’s Washland en lige så stor attraktion som Bass bryggeriets museum.  

Vi var netop blevet færdige på universitet og var i gang med at søge jobs. I forbindelse med vores studier havde vi studeret den Tjekkisk bryggeriindustri og været på ekskursion i Tjekkiet for at indsamle empiri til vores analyse, der kort fortalt var at analysere den tjekkisk øl industrien i M.E Porters national konkurrencemodel.

En bekendt skulle holde en stor fest. Han var læge, havde penge nok og ønskede øl til festen der var noget ud over det sædvanlige, både til middagen og efter middagen. Vi skriver 2002 så han var virkelig forud for sin tid. Han hyrede os til at skaffe øllet og vores kendskab og kærlighed til det tyske øl som vi havde beskrevet indgående på Glocalbeer, afgjorde hvor vi skulle skaffe øllet fra. Vi blev hurtigt enige om at tage til Bamberg, da vi inden for en kort radius kunne finde det største antal bryggerier i verden. Da vi manglede en bil, var nødt til at leje en. For at holde omkostningerne nede, lejede vi en Golf stationcar 1,6 til den halve pris i Malmø. En okay bil med god plads!

Om morgenen, da vi skulle af sted, hentede vi bilen tidligt på havnen i Malmø og fandt ”motorvejen til Bamberg”. Vi var lidt nervøse for at køre gennem Danmark, da det er ulovligt at køre i en bil der udlejet udenfor Danmark, i Danmark som dansker. Mærkelig EU regel! Anyway, vi kom til Tyskland og så snart vi kom ud på autobanen blev marchfarten sat op til 160 km/t og på visse strækninger op til 200 km/t. Ud på eftermiddagen havde vi kørt de 900 km til Bamberg og fandt campingpladsen der ligger lidt uden for byen. Vi fik slået teltene op og gik op på i campingpladsens lille udskænkningssted med terrasse ned til floden, hvor vi bestilte wurst og noget god lokal øl. Der var ikke et øje tørt! Tyskland, Bamberg, wurst og velskænket fadøl på en terrasse ned mod en flod, hvor man i baggrunden kunne se og hører flodprammene tøffe gennem landskabet med små bjerge i baggrunden. Velkommen til Bayern! Det blev dog ikke til så meget øl den aften, da vi havde et job og en plan for næste dag. Planen var, at vi skulle tidligt op, køre rundt og købe øl ind hos bryggerierne, som vi så skulle smage om aftenen og bestemme, hvilke øl der passede til menuen. Fra tidligere besøg i Bamberg, havde jeg en guide og kort over alle egenens bryggerier så vi gik systematisk til værks da vi næste morgen begyndte vores øltur i omegnen af Bamberg. Vi fik besøgt mange bryggerier, talte med en masse søde bryggere og ikke mindst smagt en masse god øl. Hver aftenen når vi var færdige med aftensmaden gik vi i gang med dagens smagning. Det gjorde vi i fire dage og havde på fjerde dagen en liste over de øl vi skulle have med hjem. Sidste dag kørte vi rundt til bryggerierne og købte det øl vi skulle bruge, hvorefter vi i en overlæsset bil, vendte snuden hjem mod Danmark. Sømmet i bund med 180 km/t, ned ad bakke mod Danmark og heldigvis uden politikontrol, for var vi blevet taget i en kontrol, havde vi fået en bøde for overvægten. Udover øl, havde vi købt glas til 4 forskellige øl til i alt 40 personer.

Trætte, efter en hård tur, kunne vi ved 8 tiden om aften levere øllet til lægen og ordne betalingen. Der var lige plads til enkelt øl i haven, hvorefter turen gik hjem i seng, for dagen efter at tage til Malmø og aflevere den lejede bil. En ”once in a lifetime” oplevelse.

På vores tur rundt i Bamberegnen fotograferede vi alle de bryggerier vi kørte forbi og jeg tror vi havde 70-80 billeder af egnens bryggerier. Skæbnen ville at vi mødte en amerikansk fyr på nettet der var i gang med at lave en øl/bryggeriguide til området og jeg kunne således hjælpe ham med bryggeribilleder til hans projekt.