3. December, 2003

witbier / BiEre Blanche

Typologi

Witbier (flamsk) Bière Blanche (fransk) er en overgæret hvedeøl fra egnen omkring Leuven i Flandern. Witbier er blevet brygget på egnen siden 1400-tallet. Øllet krydres traditionelt med 'eksotiske' krydderier såsom koriander og tørrede skaller fra diverse sorter citrusfrugter, såsom sevilla appelsin, pomerans m.fl. Den hyppigst anvendte er dog skaller fra sorten curacao fra øen er samme navn i det Karibiske hav. Traditionen har rødder i byen Leuven som i middelalderen havde tætte handelsforbindelser til de rige havnebyer Antwerpen, Ghent og Brügge. Allerede fra begyndelsen af det 16. århundrede var disse byer Europas centrum for den oversøiske handel med spanske kolonier, og før det var byerne vigtige handelspladser for handlen mellem Nord- og Sydeuropa.

Sanseindtryk

Witbier har grundet det høje hvedeindhold en sløret hvidgul farve, deraf navnet Wit. øllet har en moderat kulsyreudvikling og udvikler en beskeden og hurtig aftagende skumkrone. Alkoholprocenten svinger fra 4,2 – 5,5 alc.vol pct.

Witbier har en friskt syrlig duft med toner af æbler, citron og appelsin. Witbier har en syrlig og frisk smag med en let sødme. Witbier har en bitterhed på 15-22 BU, men efterbitterheden i øllet er meget beskeden.

Brygning

Alt witbier overgæres, hvilket er den primære årsag til øllets frugtige karakter. I nogle tilfældes følger man op på gæringen, ved at tilsætte en kultur af mælkesyrebakterier (Lactobacillus) der giver øllet en ekstra syrlighed. For at opnå samme effekt - undgå tilsætningen af Lactobacillus - bruger enkelte bryggerier en direkte tilsætning af mælkesyre.

Witbier brygges på 40-50 % umaltet hvede, 50-60% pilsnermalt og tilsættes i nogle tilfælde op til 5 % umaltet havre.

Der anvendes to-rads byg der maltes skånsomt. Ifølge de oprindelige opskrifter blev der anvendt vindtørret malt, der gav en meget lys malt, men de fleste witbier producenter bruger i dag varmetørret malt, da den vindtørrede malt er dyr og svær at skaffe.

Witbier humles hovedsageligt med aromahumlesorterne styrian goldings, saaz, eller kent goldings. Netop anvendelsen af aromahumlesorter er vigtig, idet bitterheden ikke må træde for meget i karakter. De andre krydderier skal helst dominere smagsbilledet. De fleste witbier bryggerier bruger koriander og tørret curacao appelsinskal. Det specielle ved denne art appelsin (oprindelige arten Valencia), er at den forbliver lille og bitter, når den dyrkes på øen Curacao. En del bryggerier er dog begyndt at eksperimentere med tørrede skaller fra andre appelsin sorter og tilsætter desuden andre krydderier.

Historie

Som så mange europæiske byer havde Leuven og egnen omkring byen, sin egen øl specialitet; Peetermans-Leuvens Wit. øllet var også populært i Bruxelle, hvor det blev handlet i store mængder på markedet La Place de Louvain. Allerede dengang var konkurrencen hård. Hvedeøllet fra Leuven konkurrerede således med med hvedeøllet fra den nærliggende by Hoegaarden, der var kendt under navnet 'Blanche de Hougaerde' der dog havde et dårligere ry end hvedeøllet fra Leuven.

I den tidlige renæssance var Flandern et af Europas handelscentre for handlen med oversøiske produkter, der blev losset i Antwerpen og transporteret videre op af floderne og senere hen kanalerne. Leuvens handelsforbindelser og nærhed til Antwerpen betød at byen havde adgang til de oversøiske varer og med tiden opstod nye traditionen med at krydre øllet med eksotiske krydderier. Traditionen med at krydre øl er dog ikke ny, men har sin oprindelse i middelalderens gruit - en øltype der krydredes med diverse krydderier, dog ikke humle. Til at starte med har det, at drikke witbier krydret med eksotiske krydderier, givet vis ikke været alle forundt. Det har været øl, hvormed de velbeslåede har kunne adskille sig fra pøblen.

øllet fra egnen opnåede sit højdepunkt i det 18. og 19. århundrede, hvor det blev eksporteret til resten af Europa. Men med industrialiseringen og udviklingen af pilsneren blev witbier'en - som så mange andre øltyper - sat under pres og blev langsomt udkonkurreret. Tyskernes konfiskering af brygkedler og andet udstyr under 2. verdenskrig var et hårdt slag for Witbier bryggerierne. Derefter kom efterkrigstidens begyndende masseproduktion og markedsføring af pilsneren, hvilket skabte en ny trend på det Belgiske marked. Også introduktionen af Duvel som den første gyldne belgiske ale i 1930'erne havde betydning. Resulatet var at witbier var på vej til at forsvinde som øltype. I 1957 lukkede det sidste witbier bryggeri (Brouwerij Tomsin) i Hoegaarden, mens det sidste i Leuven lukkede i 1970'erne. Den moderne witbier tilskrives den selvudlærte brygger og mælkemand Pieter Celis der i 1966 startede bryggeriet De Kluis. I dag kendes Pieter Celis' witbier som Hoegaarden. Pieter Celis' witbier blev en kæmpe succes der spredte sig til hele verden og der opstod sågar et vers om Pieter Celis' succes: 'En hvid tornado er begyndt at blæse over verden, takket være en mælkemands drøm'. Witbierens succes har betydet at mange bryggerier i og udenfor Flandern er begyndt at tage traditionen op.

Gastronomi

Witbier er en forfriskende øl der bør serveres koldt omkring de 5 °C. øllets friskhed og krydring gør witbier til den ultimative sommerøl og meget velegnet til at servere til lette og eksotisk krydrede retter, f.eks. asiatiske retter. Witbier er også en øl der kan bruges i madlavningen f.eks. i sorbeter, til dampning af fisk og muslinger og saucer.

 

Forfatter

Søren Bjørn Hansen

Oprindelse

Leuven
Hoegaarden

Bitterhed

15-22 BU

Farve

Hvidgul

Plato

Omkring 12°

Gæring

Overgæret

Reklame

Bryggerier

Brasserie Du Bocq
Rue de la Brasserie 4
5530 Yvoir-Purnode
Belgien
www.bocq.be

De Gouden Boom
Langestraat 45
8000 Brugge
Belgien
www.degouden...

Brouwerij Palm NV
Steenhuffeldorp 3
1840 Steenhuffel
Belgien
www.palm.be

Michigan Brewing
Company's
Webberville
48892 Michigan
USA
www.michiganbrew...

Brouwerij de Kluis
Stoopkensstraat 46
3320 Hoegaarden
Belgien
www.interbrew.com

Nørrebro Bryghus
Ryesgade 3
2200 KBH.N
Danmark
www.noerrebrobryg...

Det danske udvalg

Blanche de Namur
Brugs Witbier
Brøckhouse Hvede
Celis White
Hoegaarden Witbier
Slottskällans Vit
Stuykman Wit
Watou Wit Bier