31. januar, 2004

Trappisternes øl

Artiklen er skrevet for www.oeltorvet.dk

Nogen kalder trappist øllet for frugten af guds tålmodighed. Om trappist øllet ligefrem har vore herres bevågenhed skal jeg ikke gøre mig klog på. Men sikkert er det at øllet nyder en særstatus blandt entusiaster verden over. Øllet kan nærmest betragtes som den standard hvorfra alt andet belgisk øl måles ud fra. Når man taler om trappist øl vil mange naturligt forbinde det med den europæiske klosterølstradition, men faktisk er trappist øllet i sin nuværende form højst 160 år gammelt.

Trappisterne er i striks forstand ikke en orden, men derimod en underorden af cistercienser, der igen har sit ophav i benediktinerklosteret Citeaux i Frankrig. Trappisterne udmærker sig ved at følge den reformerte Abbot de Rancés tanker. Han argumenterede i 1650erne for at cistercienserne var kommet for langt væk fra deres oprindelige levevis (og dermed gud). Derfor søgte han at reformere ordenen og til det formål nedskrev han nogle regler, der blandt andet tog løftet om selvforsyning meget alvorligt. Rancés regler kom til at danne fundamentet for klosteret La Trappe, som han grundlagde i Normandiet i 1664. Fra omkring år 1700 spredte Rancés tanker sig og der åbnede enkelte klostre i Italien. Det var her at de for første gang blev kaldt trappisterne.

Trappisterne blev aldrig nogen stor bevægelse, måske fordi løfterne var lidt for restriktive i forhold til tiden. Men de klostre der etableredes, voksede stille og roligt i velstand og agtelse. Den franske revolution varslede dog nye dystre tider. Alle klostre i Frankrig fik konfiskeret deres gods og munkene blev smidt på porten. Hvad værre var; revolutionshæren holdt sig ikke kun til Frankrig. Den invaderede det katolske Flandern og også her blev klostrene hårdt ramt af ødelæggelser og forvisninger. Trappisterne levede mere eller mindre i konstant landflygtighed fra 1790erne til frem til Napoleons fald i 1814.

En håndfuld trappistmunke fandt dog et refugium i det vestligste Flandern. Takket være en gavmild gave fra en velhavende katolsk bonde, kunne den lille gruppe i 1794 grundlægge Abij Trappisten Westmalle. Dette hjørne af Flandern forblev relativt fredeligt, så klosteret tiltrak naturligvis flere af de landflygtige trappistmunke. Da Belgien blev selvstændigt i 1830 kunne de ligefrem begynde at tænke på fremtiden. I 1836 investerede de i brygudstyr og begyndte at brygge øl. Dermed brød de faktisk med de oprindeligt normandiske trappisters fokus på cider. Vi ved ikke så meget om det første øl, men det har sandsynligvis været meget lignende den mørke Westmalle Dubbel som stadgi er en af de mest populære trappistøl i dag. Den lysere Westmalle Tripel er først kommet efter, at man blev bedre til at fremstille lys malt. Overskuddet fra salget af dette øl bruges stadig til at finansiere de faste udgifter til vedligeholdelse.

Allerede i 1831 havde enkelte munke fra Westmalle slået sig ned ikke langt fra Ypres i det vestligste Flandern. Her grundlagde de Abbaye De Sint-Sixtusabdij van Westvleteren. Disse munke lod sig snart inspirere af Westmalles succes med øllet og begyndte at brygge fra omkring 1838-39. De har utvivlsomt nydt godt af klosterets nærhed til Belgiens vigtigste humledistrikt Poperingen og det kan meget vel være, at munke selv dyrkede deres humle.

Desværre måtte ølbrygningen stoppes, da 1. verdenskrig brød ud og stormagterne tørnede sammen ikke langt fra klosteret. Munkene måtte flygte og de vendte først tilbage, da der blev indgået fred i 1918. Heldigvs fik klosteret støtte til at genetablere sig og allerede i 1920 kunne de begynde at brygge igen. Øllet blev hurtigt så populært, at munkene knapt kunne følge med. Det medførte en del diskussion munkene imellem. Nogle af dem var bekymrede for at brygningen kom til at fylde for meget af deres dagligdag og at de derved glemte hvad deres egentlige kald bød dem – nemlig at leve et asketisk liv med fokus på bøn. Denne diskussion kulminerede med at man besluttede at sætte et øvre loft på 3500 hl øl om året (senere hævet til omkring 5000 hl). Men det var langtfra nok til at følge efterspørgslen, så i 1946 indgik man en licensaftale med en brygmester fra det nærliggende Watou. Munkene håbede derved at de ikke konstant blev forstyrret af tørstige besøgende, der bogstaveligt talt bankede på døren for at købe øl.

Selvom licensaftalen med Westvleteren ophørte i 1992 brygger bryggeriet i Watou stadig fortolkninger af Westvleterens øl. Det gælder St. Bernardus Pater 6, der er en fortolkning af Westvleterens oprindelige brune ale, som klosteret i øvrigt stoppede med at brygge i år 2000. Derudover brygger bryggeriet St. Bernardus Prior 8 og St. Bernardus Abt 12, der begge er direkte kopier af Westvleterens blå og gul kapsel. Endeligt har brygmesteren i Watou også ladet sig inspirere af klosteret i Westmalle, for han brygger nemlig også en St. Bernardus Tripel, der altså ikke har sin parallel i Westvleterens bryghus. Kan man ikke få fat i Westvleterens trappist øl (og det kan man sjældent) er St. Bernardus et rigtigt godt alternativt trods det faktum at brygmesteren ikke bærer en munkekutte. Det er blevet sagt, at bryggeriets øl faktisk er bedre end tidligere, fordi brygmesteren har været nødt til at oppe sig lidt, da han nu ikke længere kunne gemme sig bag Westvleterens gode ry og rygte.

I 1846 grundlagde de aktive munke fra Westmalle endnu et kloster Sint Benedictus Abdij, også kaldet De Achelse Kluis ved byen Achel. Klosteret er dag beliggende lige midtpå den belgisk-hollandske grænse og faktisk har klosteret postadresser i begge lande. Munkene på stedet fik kongelig tilladelse til at brygge og kunne sælge øl allerede i 1850. De bryggede frem til 1.verdenskrig, hvor krigshandlingerne tvang dem til at flygte. Klosteret stod efterladt og kedlerne solgtes til genbrug. Klosteret fik ikke bevilliget erstatning efter krigen fordi det lå på grænsen af de to lande og derfor havde munkene ikke råd til at genstarte deres brygning efter krigen. Først i 1990erne fik man endeligt samlet kapital til at genoptage brygningen. I 1998 kunne man endeligt præsentere det første bryg siden 1914 takket være en brygmester fra Rochefort. I dag brygger klosteret blandt andet Achel Blonde 8 og en Achel Brune 8.

Det var munke fra Westvleteren, der i 1850 grundlagde Abbaye de Notre-Dame de Scourmont i provinsen Hainaut tæt ved grænsen til Frankrig (Ardennerne). Klosteret var dog først helt funktionsdygtigt i 1864 og begyndte i øvrigt først at sælge deres øl kommercielt i 1920erne. Bryggeriet kaldes Chimay efter byen af samme navn, der ligger tæt på klosteret. Selvom brygmesteren Fader Thérodore var stærk i troen, bad han alligevel om hjælp hos den verdenskendte belgiske brygvidenskabsmand Jean de Clerck, da han skulle have gjort klosterets gærkultur mere pålidelig. Resultatet blev at Chimay efter 2. verdenskrig voksede sig til det næststørste af trappist bryggerierne (efter Westmalle). Bryggeriet har muligvis valgt de allieredes tricolores som inspiration i navngivning af bryggeriets tre øl. Den først kaldet Chimay Rouge er brunlig i farven og relativt alkoholsvag i forhold til de andre øl fra bryggeriet. Dernæst den tripel-lignende Chimay Blanche og sidst med ikke mindst den mørke klassisker Chimay Bleue. Alle tre øl fås også i store 75 cl flasker, hvor de mærkeligt nok skifter navn til henholdsvis Chimay Cinq Cent, Chimay Premiere og Chimay Grande Reserve.

I 1887 blev en lille flok trappistmunke udsendt fra Achel for at grundlægge et nyt kloster. Det valgte et sted tæt ved byen Dinant i provinsen Namur. Her havde oprindeligt ligget et nonnekloster (grundlagt 1230), men allerede i 1464 var det blevet konverteret til munkekloster, da klimaet og geografien var for krævende for nonner. Ligesom det skete for de fleste klostre i Vallonien blev også dette kloster lukket af den franske revolutionshær og havde siden ligget øde hen. Trappistmunkene fra Achel etablerede et nyt kloster kaldet Abbaye Notre-Dame de Saint-Rémy. De begyndte at brygge i 1899 under navnet Rochefort. I dag brygges der tre varianter på klosteret og det af mange for at være det mest autentiske trappist øl. Først den Rochefort 6°, Rochefort 8° og Rochefort 10°. Betegnelsen i grader er et levn fra en gammel målemetode af urtens vægtfylde. Rochefort går for at være det mest livlige trappist øl, forstået som det der indeholder mest kulsyre. Det skyldes bryggeriets gærstammer og det faktum at der tilsættes en del sukker til eftergæringen på flaske.

Det sidste trappist kloster Orval ligger i nærheden af Florenville i Luxembourg. Der har ligget et cistercienser kloster på lokaliteten siden 1070erne, men dette blev lagt i ruiner da den franske revolutionshær troede at kong Louis XV gemte sig i klosteret. Det nuværende kloster blev bygget i perioden 1926-1948. Selve bryggeriet blev bygget i 1931. Som noget helt unikt fik klosteret designet et ølglas af arkitekten Henri Vaes (der også tegnede klosteret). Dette glas har dannet skole indenfor klosterøllet, så de fleste bryggerier i dag har glas i samme stil. Klosteret brygger til forskel fra de andre trappist bryggerier kun én øl Orval. Den er tilgengæld bemærkelsesværdig, fordi den er relativt bitter i forhold til alle andre trappist øl.