5. August, 2003

Hedder det Øllen eller Øllet?

De fleste af os kan godt veksle lidt i brugen af ordet 'øllet' og 'øllerne'. Dansk Sprognævn mener at forskellen i anvendelsen skal findes i beholderen. Er der tale om en flaskeøl, dåseøl eller en anden beholder med øl, kan man trygt sige øl, øllen, øl eller øller, øllene og øllerne. Er der derimod tale om øl som væske uden beholder, skal man sige øl og øllet. Men her har vi et problem - for giver det mening for et moderne menneske, at snakke om øl uden samtidigt implicit at tale om en form for beholder? Hvor tit møder vi øl der ikke er tappet på en standardiseret beholder? Stort set aldrig. Med mindre man arbejder indenfor bryggeribranchen. Men hvoraf kommer denne sproglige forvirring? Hvis man tænker på at øl har haft en central placering i årtusinder, kunne man jo fristes til at mene, at vi burde have fået tjek på tingene. Men det er netop den lange historie der er er årsag til den sproglige forvirring...

Øl er et oldgammelt ord, der har direkte slægtskab med oldnordiske og germanske ord såsom öl, ealu , alu, alut m.fl. I den henseende kan man sige, at ordet 'øl' er et af de få, af vores moderne hverdagsord, som vores forfædre rent faktisk ville kunne forstå. Men selvom ordet nok havde vundet genklang, havde vores moderne øl bestemt ikke gjort det. Bronze- og Jernalderens øl har været en mere eller mindre vilkårlig blanding af korn, bær, frugter og diverse krydderurter, brygget efter mundtlig overlevering. Det er blevet brygget jævnligt og har nok bare fået lov til at passe sig selv i en krukke eller måske ligefrem et træfad i et køligt hjørne af huset.

DrikkesceneI overgangen fra Jernalderen til Vikingetiden er der noget der tyder på, at man er begyndt at skelne imellem forskellige typer øl. Til hverdag bryggede man alu og derudover bryggede man også det noget stærkere bjórr til gæster og festlige lejligheder. Det stærke øl bjórr har slægtskab til andre germanske betegnelser såsom bewo, bere, beor og beura .

Ser man på hvad øl kaldes rundt omkring i Europa, er det tydeligt at se et slægtskab med oldtidens betegnelser. I Danmark, Sverige, Norge og Finland hedder øl henholdsvis øl, öl, øl og olut. Derimod synes man ikke at finde sproglige efterladenskaber fra ordet bjórr i Skandinavien (bortset fra Island). Det er simpelthen forsvundet ud af vores sprog. Måske var stærkt øl så sjældent, at det mistede mening som selvstændigt ord. Måske var ordet blevet så tæt knyttet til kultisk aktivitet, at det blev forbudt ved Kristendommens fremmarch? Eller måske var bjórr slet ikke øl, men derimod en anden gæret drik?

På vikingernes gårde var øl i høj grad et kollektivt gode. De islandske sagaer og den nordiske mytologi er fulde af eksempler på stor gæstfrihed og gavmildhed med øllet. Det har nok været statusgivende, at kunne serverede rigeligt med øl til sine gæster (og gæster kunne der være mange af på en storbondes gård). Vores 'skål' er et et levn fra dengang, hvor drikkekaret gik på omgang med en lille skål hængende ved siden af. Når karret kom til en, fyldte man skålen og drak 'skålen' til husbondens og gæsternes ære. Brygningen var kvindernes ansvarsområde og var en del af den almindelige husholdning. En god bryggerske kunne få det smigrende tilnavn Alugod (ølgod) og i hendes hus har der muligvis været lidt flere gæster end hos andre.

I en sådan kultur har det ikke givet mening at snakke om én øl. Man drak så længe værten bød og der var noget i karret. Dermed ikke sagt at øl ikke også kunne være en handelsvare, for noget tyder på man har haft en slags udskænkningssteder på vikingetidens markeder (ölhusa). Her har man dog solgt det i hele tønder (der siges at være en keltisk opfindelse) som så har kunne drikkes på stedet eller tages med på langfart, togter og handelsrejser som proviant.

Munken bryggerI middelalderen begyndte der at ske ændringer med de sociale mønstre omkring øl. Byer opstod og folk blev koncentreret på mindre arealer. Dermed ændredes også relationen til øl. Der opstod ølhuse, hvor gæsterne nu skulle betale for det de drak. Flere ting peger i retning af, at øllet også blev opdelt i enheder og ikke længere var noget man bare drak til der ikke var mere. Der indførtes et møntsystem der krævede afklaring omkring værdien af øl i forhold til mængde. Desuden var magthaverne allerede tidligt ude med beskatning af øllet. Konsekvensen blev, at gik man på et ølhus i byen, var man nød til at afgøre, hvor meget øl man ønskede (og havde råd til), og dermed opstod også behovet for enheder såsom 'en kande øl', 'en potte øl' eller 'et bæger øl'. Derudover begyndte man at skelne imellem det tynde øl, almindeligt øl og stærkt øl. Som konsekvens af øllets 'kommercialisering' opstod i et stigende grad behovet for specialiserede bryggere og kvindelige ølkoner blev fortrængt af mandlige brygmestre. Der var dog ikke tale om en fuldstændig opgivelse af gamle traditioner. På gårde og i bygder på landet, hvor folk fortsat bryggede selv, har der ikke været behov for enhedsopdeling. Man har fortsat de gamle kollektive drikkevaner med deling af krus osv. Ligeledes var klostrene ganske gavmilde helt frem til det 15. århundrede. Det var almindeligt at rejsende modtog gratis kost, logi og øl hvis de var valfartsrejsende. Men med eksplosionen af pilgrime i 1400-tallet følte klostrene sig i stigende grad 'tvunget' til at tage penge for disse ydelser eller henvise de rejsende til betalingsherberger.

Fornemt selskabI renæssancen blev øllet for alvor en handelsvare. I Danmark begynder det saksiske (betegnelsen brugtes om alt fra Tyskland) øl at dukker op i byerne og blev en voldsom konkurrent til det lokale øl. Nu var øl ikke bare øl målt i styrke og volumen. Man begyndte også at skelne prismæssigt imellem om øllet kom fra Hannover, Roskilde, Preussen eller Randers. I renæssancens København var f.eks. Gåse fra Goslar, Pryssing fra Preussen, Broyhan fra Hannover, Rostocker fra Rostock, Danziger fra Danzig meget populært og satte grå hår i hovedet på kongen og hans statskasserådgivere. Der blev skiftevis indført brandskat, forbud og initiativer til at støtte det indenrigske øl. Men lige lidt hjalp det. Dansk øl var bare ikke så godt som det tyske og bemidlede borger (ofte af tysk afstamning) fortsatte med at købe saksisk øl. Desværre fortsatte udvikling og i anden halvdel af det 18. århundrede var det danske øl generelt så dårligt, at kun fattigfolk drak det. I stedet var almindelige mennesker begyndte at drikke brændevin, suppleret med alkoholsvagt hvidtøl.

Først med introduktionen af det undergærede lagerøl i 1830-1840'erne fik det danske øl atter fodfæste. Vi kender alle historien om J.C. Jacobsens store succes med sit bayerske lagerøl, der fik en væsentlig betydning på vores opfattelse af øllet. øllet hed nu bayersk øl - i folkemunde en 'bajer'. Langsomt med sikkert blev de lokale og regionale bryggerier udkonkurreret eller opkøbt, således at Carlsbergs produkter stille og roligt blev synonymt med øl. Selv Tuborgs opståen i 1870'erne udgjorde ikke nogen væsentlig afbræk i udviklingen - og slet ikke efter at Carlsberg og Tuborg gik i samarbejde om en af datidens største tappehaller i 1904.

Carlsberg og Tuborgs dominans betød at diversiteten af øl indskrænkedes. Indførelse af returpantsystemet og medfølgende standardisering af flaskerne, gjorde at øllet fik et ens 'look'. Øl blev per definition en 33 cl mørkegrøn flaske med Carlsberg eller Tuborg og det kan næppe undre nogen, at folk fravalgte det lidt ubestemte ord 'øllet' og begyndte at bruge øllen som fast betegnelse.

Men nu, hvor udbudet af spændende øl er stærkt voksende, kan vi bevæge os ud af den sproglige ensretning. Mangfoldiggørelsen på ølmarkedet har betydet, at mange får vendt op og ned på deres opfattelse af øl. Flaskerne er heller ikke længere så standardiseret. Med det øgede fokus på de forskelligheder der findes blandt øl - som en drik - må det på sin vis give mere mening at sige 'øllet' frem for ''øllen' eller 'øllerne'. Og da sådan én som mig - en ølskribent - jo netop trives i et miljø med masser af spændende øltyper. Ja, så må det vel være naturligt at være standhaftig i brugen af ordet 'øllet'.