4. December, 2003

Klosterøllets historie, del. 1

Mange øl markedsføres idag som klosterøl, munkebryg og så videre. Det tyder på, at det øldrikkende publikum har en vis affektion overfor øl med et gejstligt islæt. Specielt mange øl fra Belgien trækker kraftigt på den kirkelige symbolik med katedraler, abbeder og rundkindede munke som pryd på etiketterne. Derfor er det da heller ikke underligt, at en god del af de danske ølentusiastmiljø automatisk tænker på Belgien, når man begynder at snakke klosterøl. Mange fremhæver især trappist øllet som det eneste rigtige klosterøl, fordi det brygges af praktiserende trappistmunke, hvorimod de såkaldte belgiske biere d'Abbaye brygges på licens af verdslige bryggerier. I Belgien er det især klostersamfundet Norbertinerne, der har valgt dennee fremgangsmåde, fordi de som orden har været på randen af økonomisk fallit utallige gange.

I Belgien findes også en lettere udskældt kategori af øl, der intet har med kirken at gøre. Det er gruppen af verdslige bryggerier og øl der trækker på et gejstligt 'image', udelukkende for at sælge mere. Opdelingen i de tre kategorier er kulminationen på flere årtiers juridiske tovtrækkerier blandt Belgiens bryggerier, hvor især trappisterne har følt at andre bryggerier har markedsført sig uretmæssigt på deres bekostning.

Jeg har det nok ligesom mange andre; at hvis ellers øllet smager godt og er af en ordentlig kvalitet, er det ikke så afgørende for mig, om det er munke, licensbryggere eller plattenslagere, der har brygget øllet. Men det er nok i sidste ende en trossag.

Hvad jeg til gengæld kan blive lidt 'ophidset' over, er at jeg synes, at der i ølentusiastmiljøet er et bias henimod det belgiske klosterøl. Belgien er langt fra det eneste land med levende tradition for klosterbryg. I Sydtyskland findes adskillige klosterbryggerier og mange af dem har faktisk en længere historie end de belgiske. Til gengæld brygger de tyske munke stort set de samme øltyper som de verdslige bryggerier, og måske derfor er de lidt oversete i Danmark. I de seneste par år, er der dukket klosterøl op fra det katolske Polen. Det importeres så vidt jeg ved ikke til Danmark, men det har gjort sin entre i England – og vil før eller siden også komme til os.

I Tjekkiet gemmer der sig i øvrigt også utallige klosterbryggerier, der blot har været ude af drift i en periode, som relativt set må betragtes som en parentes i historien. Så det ikke umuligt, at vi også vil se klosterøl fra Tjekkiet en gang i fremtiden.

Én ting er det håndgribelig klosterøl - en anden er den indvirkning som klostrene har haft på bryggerhåndværket. Det er et langt mere diffust emne, men også - i mine øjne - langt mere spændende. For selv her i Danmark, hvor vi har været protestantiske i snart 500 år, kan man finde spor efter klostersamfundene i vores nuværende øl. Dog skal man udenfor Danmark, hvis man skal finde de tidligste historiske kilder, der giver indblik i munke- og nonnesamfundenes vigtighed i udviklingen af det moderne øl.

Det vi forstår som det vestlige klostervæsen, det vil sige det klostervæsen der var underlagt romerkirken, har eksisteret siden det 4.-5. århundrede. Egentligt kan man sige, at det er temmelig misvisende, at snakke om brygning i forbindelse med den tidlige romerkirke. For øllet fik ikke meget plads i de oprindelige hellige skrifter og evangelier. Det var vin og ikke øl som Jesus skabte. Da kirken tilmed, for en stor del trak på den græske og romerske kultur, må står det klart, at det er meget lidt øl, der igennem tiderne har fundet vej til paven i Rom. øllet får først en plads indenfor kirken, da kristendommen kommer til Nordeuropa og pragmatisk begynder at inkludere de lokale traditioner.

De første vestlige klostre, var ikke forbundet i et egentligt organiseret netværk og var ikke et udtryk for en sammenhængende strategi fra kirkens side. De opstod mere eller mindre spontant på de steder, hvor der var ressourcer, stabilitet og religiøse ildsjæle tilstede. Det var der bl.a. i Irland i det 6. århundrede. Her udviklede man en ganske unik form for klostervæsen, hvor klanerne grundlagde stribevis af klostre, som en del af det magtpolitiske spil. Abbeden blev rekrutteret blandt klanens egne ledere, hvilket gjorde systemet enormt dynamisk. Høvdinge og abbeder var simpelthen i familie og kirken nød derfor stor respekt og autoritet. Dette muliggjorde at irske munke, der som nogle af de første munke, kunne rejse ud for at missionere. Til forskel fra de sydlandske missionærer, har de irske munke været vant til at drikke øl og ikke vin. De trak på den irsk-keltiske tradition, hvor øl har spillet en vigtig rolle i hverdagen, ligesom det gjorde for folk i resten af Nordeuropa. Vi ved ikke så forfærdeligt meget om det keltisk øl fra denne tid, men tidlige græske kilder nævner, at det keltiske øl var brygget på byg tilsat honning. Arkæologiske vidnesbyrd tyder på, at der også var tilsat mange forskellige urter. Det er nok lidt søgt, at antyde at disse irske munke skulle have spillet en væsentlig rolle på udviklingen af den europæiske brygning. For man har utvivlsomt allerede brygget, hvor munkene er kommet frem. Men man kan argumentere for, at de irske munke har været med til åbne en dør for at øllet har kunnet accepteres som acceptabelt alternativ til vin indenfor den kristnes tro.

En af de kendteste ekspeditioner fra Irland bestod af 12 munke under ledelse af den yderst karismatiske St. Colombanus (543-615). De rejste over Skotland, England, Nordfrankrig til det nuvræende Bourgogne, Schweiz og Baden-Wüttemberg. Hans biografi blev nedskrevet af munken Jonas i det norditalienske kloster Bobbio i 643. Jonas havde mange samtaler med personer der havde fulgt St. Columbanus og man regner derfor biografien for at være rimelig troværdig. Jonas beskriver hvordan St. Columbanus igennem sit virke udfører adskillige mirakler - ikke ulig dem Jesus udførte. Miraklerne er dog noget mere interessante for os der interessere os for øl, fordi de netop omhandler øl og ikke vin. Faktisk er hele tre af St. Columbanus' i alt ti registrerede mirakler relaterede til øl.

Indledningsvist forklares det i Jonas' biografi, hvordan øl er kogt på saften af korn og byg og foretrækkes af alle folk i Gallien, Britain, Irland og Tyskland (Jonas, der selv var italiener havde sandsynligvis aldrig drukket øl og biografiens publikum har givet vis heller ikke vidste hvad det var). Et af St. Columbanus mirakel foregik da kældermesteren ved et af St Columbanus' klostre skulle tappe øl til middagen på en krukke (latin: tybrum) fra et kar. Det fortælles beskrives hvordan kældermesteren fjernede spunsen (latin: daciculum) fra karret og lod øllet flyde over i krukken. Men da han blev kaldt andetsteds af St. Columbanus, glemte han - i sin store iver for at tjene sin herre – at han stadig havde spunsproppen i hånden. Da han havde gjort, hvad hans herre havde befalet ham, vendte han tilbage til kælderen. Han var kommet i tanke om sin fejl og forventede at øllet flød på gulvet. Men da så han, at alt øllet var løbet ned i krukken - der ved et mirakel var vokset til to gange sin størrelse. Intet øl var spildt! Som biografien skriver så var St. Columbanus så højt agtet, at gud valgte at intervenere for at de hellige mænd ikke skulle berøves deres nødvendige føde.

En sådan beskrivelse giver os et ganske nuanceret indblik i øllets betydning på St. Columbanus tid. Vi kan konkludere at øl blev drukket til middagen og ganske givet på jævnlig, hvis ikke ligefrem daglig basis. Miraklet beskrives som en redning af, en af hverdagens små fejl. Altså lidt på linie med at vi glemmer at slukke for brødristeren eller slukke for den varme hane - ting der potentielt er katastrofale, men som kan ske alt for nemt. Øllet har på St. Columbanus' tid været vigtigt nok til, at gud vælger at intervenere i fysikkens love og rede sine disciples forsyning. Der er også noget der tyder på, at der blev drukket ganske meget øl, eftersom krukken må have været rimelig stor i forvejen, hvis den - blot i dobbelt størrelse - skulle kunne rumme hele karret. Men det er selvfølgeligt det rene gætværk. Vi ved ikke noget om størrelserne og det kan også være at karret ikke har været alverdens stort, men at man i stedet har brygget små portioner af gangen.

Vi kan dog med en vis sikkerhed konkludere, at der på klosteret har været én mand der har haft ansvar for tapningen. Mon ikke også han har haft ansvaret for brygningen? Denne munk kaldes for kældermesteren, hvilket igen kunne tyde på at øllet stod lagret i et køligt underjordisk rum. Vi ved fra historiske kilder at St. Columbanus' klostre alle var grundlagt på resterne af gamle romerske fæstninger. På St. Columbanus' tid har der dog nok været meget murværk tilbage – så det er ikke umuligt at øllet har stået lagret i en gammel romersk vinkælder!

Ved en anden lejlighed rejste St. Columbanus til sit kloster ved Fontaine, som han havde grundlagt nogle år tidligere. Da han ankom mødtes han af 60 munke i færd med at forberede markene til at kunne så. Da de havde stort besvær med at bryde den hårde jord, bad St. Columbanus en bøn for de skulle få et rigt måltid efter det hårde arbejde. En kvik munk hørte bønnen og klagede straks over at de blot havde to brød og en lille smule øl tilbage. St. Columbanus bad munken bringe brødet og øllet til sig. Nu bad han en bøn til selveste Jesus Kristus for at han skulle være behjælpelig med at gentage det berømte mirakel, hvor Jesus fik fem skiver brød til at række til 5000 mand. Miraklet gentog sig, så de 60 munke kunne spise og drikke så meget de lystede. Da munken tog resterne tilbage til klosteret var der mere end hvad han havde bragt med sig. Her er det igen tydeligt at øllet var noget der blev drukket til hverdag. Det var simpelthen en del af munkenes kost når de var i marken. Noget tyder på, at det ikke har været synderligt alkoholstærkt, eftersom munkene nødvendigvis må have haft andre pligter efter markearbejdet. Så dette øl har sandsynligvis ikke været tilsat honning eller andre former for gærbart sukker.

St. Columbanus rejste som sagt en del og på et tidspunkt var han i Schwarben i det nuværende Baden-Wüttemberg. Dette hedenske sted var ikke lige St. Columbans kop øl – men han besluttede sig for at blive en tid, for at sprede guds ord blandt de schwarbiske hedninge. På et tidspunkt opdager han, at de lokale skulle til at foretage et offer til deres hedenske guder. De havde fyldt en stor tønde, som de selv kaldte en cupa, med øl og havde placeret den midt i deres rundkreds. Da St. Columbanus spurgte hvad meningen var, sagde de at de var på vej til at drikke øllet i Wodans navn (Odin). Da han hørte om denne hedenske ofring, åndede han på tønden og tønden gik itu, så alt øllet flød ud på jorden. Da hedningene så det, var de meget imponerede og sagde at han måtte ha' en kraftig ånde. Men han afviste deres spydige bemærkning og belærte dem om, hvad der stod i biblen og bad dem så i øvrigt skruppe hjem. Ifølge Jonas lod mange sig efterfølgende døbe. Her får vi et indblik i germanernes kultiske forhold til øllet. Man har simpelthen drukket øl til gudernes ære. Det må siges at være en tilforladelig nem og vældig forgivende måde, at praktisere sin religion på. Det synes også at kunne konkluderes at St. Columbanus bestemt ikke har haft noget imod, at man drak øl. Hans bekymring gik vist mere på, at øllet blev drukket til ære for den forkerte gud. Schwarbernes kommentar til St. Columbanus ånde kunne også tyde på, at der i de germanske samfund har været en vis respekt omkring de mere hørm'ede sider af øldrikningen. Spørgsmålet er om St. Columbanus vandt Schwarberne fordi hans budskab om Kristus var sød musik, eller om det var fordi han satte sig i respekt med sin hårdtslående ånde? Ja, irerne er jo kendt for at kunne drikke en del. Så hvem ved?

Som det jo så ofte sker med populære og principfaste mennesker, rodede St. Columbanus sig ud i problemer med 'the establishment'. Han valgte at gå i eksil i Norditalien sammen med en håndfuld af sine nærmeste. En af dem var St. Gallus, der i sin tid var rejst med St. Columbanus fra Irland. Desværre bliver St. Gallus syg på vejen over Alperne og måtte blive tilbage. Man ved ikke så forfærdeligt meget om hans virke, men han må have gjort et varigt indtryk i området, for der grundlagdes først et kloster og senere hen en by der fik hans navn St. Gallen. I klosterets verdensberømte bibliotek, kan man i dag se et håndtegnet kort over klosteret fra år 820. På dette kort finder man indtegnet hele tre bryggerier, der skulle forsyne henholdsvis munkene, pilgrimme og gæster. Vi kan jo kun gætte på hvilken øltyper der bryggedes på stedet dengang, men det er nok sandsynligt at det trække mere på germanske traditioner end keltiske. Under alle omstændigheder er det tydeligt at brygning af øl er blevet en integreret del af klosterlivet i 800-tallet – ikke blot til munkene, men også til vejfarende.

I næste artikel vil jeg bl.a. komme ind på benediktiner munkene. Disse munke fulgte Benediktus' regelsæt, der var nedskrevet allerede i det 6. århundrede. Men det var først senere, at de blev grundlaget for et reelt munkesamfund. Til gengæld blev disse munkesamfund prototypen på de utallige netværk der spredte sig overalt i middelalderens Europa.